Racepræg og Avlsstandard

Rocky Mountain hesten har flere gode kvaliteter, der til sammen gør den til en unik hesterace. Taler man med Rocky Mountain hesteejere, siger de fleste også “Once you go Rocky, you never go back”! Nedenfor kan du læse om, hvordan Rocky Mountain hesten bl.a. skiller sig ud fra mængden.

Temperament
Denne hesteraces måske største force, er dens unikke temperament. Den er kendt som en blid, villig, menneskevenlig og meget let omgængelig og intelligent hest, som man kan stole på. Den passer på sin rytter og bliver ikke let skræmt. Nogle siger da også, at det er heste med et “koldblods”-temperament. Så kort kan det siges, men mere behøver man heller ikke at vide, for denne hest er muligvis en af de bedste trail heste, der findes. I sadlen på en Rocky venter der mange dejlige oplevelser forude.

Gangarter
Racens unikke kombination af elegance, kraft, atletiske kunnen og dens tølt-gangart, sammen med dens middelstørrelse, gør den til en attraktiv ridehest, som alle kan nyde godt af. Nogle Rockies er mere natur-tøltere end andre, men ligesom med alle andre gangartsheste, kommer den bedste og mest stabile gangart først frem, når hesten er ordentligt trænet under rytter, så den har fysikken og balancen til at gå en god tølt.

Alsidighed
Rocky Mountain hesten har i kraft af sit temperament, sine gangarter, sin fysik og størrelse en fantastisk alsidighed, som gør den velegnet til mange former for aktiviteter. Kig under siden “Brug“, for at få et indtryk af racens mange talenter.

Skønhed
Mange vil mene, at Rocky Mountain hesten ejer et sjældent smukt ydre. Ikke kun i kropsbygning og hovedform, samt yndefulde bevægelser, men også fordi racen har mange individer med den sjældne sølvtonede farve (ca. 55% af den registrerede bestand). Det er dog også forbundet med en øget forekomst af den arvelige øjensygdom MCOA, som rammer heste med homozygoti for denne farve. Læs mere under siden “Helbred“, for en bedre forståelse af MCOA syndromet.
___________________________________________________________________________

Avlsstandard
Den amerikanske Association for Rocky Mountain hesten (RMHA) har opsat en liste af krav til racestandarden, og hvis alle disse punkter ikke er opfyldt, kan en hest på trods af to Rocky Mountain forældre ikke registreres i avlsforbundet. Dette er for at sikre, at racen forbliver af forholdsvis ens type, da det er en relativt ny race. Reglerne er som følger:

1. Hesten skal være af middel højde mellem 147-163 cm (14,2-16 hands = 58-64 inches), have en bred bringe og en skulder, der skråner i en vinkel på 45 grader. Den skal have store og levende øjne og velformede ører.

2. Hesten skal have en naturlig glidende fire-taktet gangart (tølt) uden tegn på pasgang. Når hesten bevæger sig i denne gangart, skal man kunne tælle fire individuelle hovslag i en jævn rytme som i skridtgang: Ventre bag, venstre for, højre bag, højre for. Hver hest har sin egen fart og naturlige måde at bevæge sig på i denne gangart, og kan ses i hastigheder fra 11-32 km/t (7-20 mph). Det er en naturligt forekommende gangart fra fødslen, som ikke kræver nogen hjælpemidler i form af snore, vægte, skoning eller andet.

3. Hesten skal have et godt temperament og være nem at håndtere.

4. Alle Rocky Mountain heste skal have en ensfarvet kropsfarve. Aftegninger i ansigtet er accepteret, så længe de ikke er overdrevne. Der må ikke være hvide aftegninger over knæ og has.

loading comments...