Brug

Avlere og ejere af Rocky Mountain hesten er stolte af deres heste og sætter en ære i deres slogan “One horse for all occasions”. Og de bruger vitterligt deres heste til mange ting – lige fra distanceridning til kørsel. Det man må sige til hesteracens fordel, og som gør den så alsidig, er at den ikke bare har en glimrende fysik og benkvalitet, men også et unikt og menneskevenligt temperament, som gør alle de mange forskellige aktiviteter mulige fra denne hests ryg og /eller fra påspændt vogn. Her følger en lille oversigt over, hvad Rocky Mountain hesten kan bruges til. Nederst på siden kan du se lidt forskellige billeder af Rocky Mountain hesten i aktion.

Trail
De fleste vil synes, at denne hesteraces måske fremmeste disciplin er trail ridning – eller bare turridning på dansk. Den bløde laterale gangart, tølt, er perfekt egnet til længere skovture i et behagelig tempo og med en god komfort. Samtidig er disse heste sikre på fødderne, og de er kendt for ikke at være af den let skræmte type. Derfor er hesten en god kammerat at have med på tur, og passer på sin rytter uanset dennes alder og kunnen.

Distance (Endurance)
Netop på grund af hesteracens store udholdenhed og bløde gangarter, er den også et populært valg til distanceridning. Tølten gør også, at hesten kan vinde meget terræn over kortere tid på en forholdsvis energieffektiv måde, mens den samtidig er behagelig at ride på. Mange af hestene vælger selv tølten før traven, og det er derfor en naturlig måde for dem at bevæge sig på. Der er efterhånden set flere og flere Rocky Mountain heste i distancestævner, og de klarer sig generelt rigtig godt i denne disciplin.

Dressur og spring
Rocky Mountain hesten klarer sig rimelig godt i lavere klasser i både spring og dressur. I disse discipliner er det meget individuelt, hvor godt hesten går og/eller springer, og nogle klarer sig glimrende.

TREC
Dette er en forholdsvis ny og spændende konkurrenceform, der er på vej op i popularitet og udbredelse, og den er som skabt til Rocky Mountain hesten. Der er elementer af distance med orientering, spring, dressur og forskellige former for forhindringer. Ved at klikke på disse links, kan du læse mere om reglerne i TREC og hvordan det helt præcist rides:

ACTHA (American Competitive Trail Horse Association)
Denne konkurrenceform har stærke bånd til TREC disciplinen og har ligeledes elementer af distance og forhindringer. Der er to underdivisioner CTC (Competitive Trail Challenge) med en distanceridning på typisk omkring 6 miles og 6-8 forhindringer, som forceres og bedømmes af dommere, og der er AOC (ACTHA Obstacle Challenge), som afholdes i en arena eller på en mark og indeholder fra 8 og op til 16 forhindringer, som giver rytteren mulighed for at demonstrere sine rytter- og horsemanship evner. Associationen har indelinger i forskellige underklasser for juniorryttere, åbne klasser mv. Rockien klarer sig typisk rigtig godt i denne form for konkurrencer. Læs mere på dette link.

Kørsel
Rocky Mountain hesten har en fortid bag sig som arbejdshest i landdistrikterne i Kentucky, og dengang som nu bliver hesten også brugt foran vogn. På grund af hesten gode temperament og gode fysik, er den en glimrende kørehest med et flot udseende foran vognen.

Western
Hesteracen har også været brugt i den mere traditionelle amerikanske ridekultur. Rocky Mountain hesten klarer sig godt i flere forskellige western discipliner, og har også tidligere været brugt meget som “stock horse” hjemme på de små farme i USA, når der skulle drives kvæg. Nogle steder bruges de stadig til kvæg.

Gangart
I USA har man gangartsstævner kun for Rocky Mountain heste og nogle gange i selskab med andre Mountain heste, der kan gå tølt. Det er en hel kultur i sig selv på linie med den verden vi ser her hjemme med gangartsstævner for Islandske heste. Der lægges meget vægt på et elegant og flydende udtryk uden for meget løft (det er ilde set), og det kan i øvrigt slet ikke sammenlignes med de groteske gangartsstævner, der eksisterer for Tennessee Walking hesten.

Jagt
Her menes der ikke jagt, som i Hubertus-jagten, men rent faktisk at gå på jagt med gevær. Der er flere mennesker, der bruger hesten som transportmiddel til både dem selv og deres bytte i de store skove i USA. En hest skal nødvendigvis trænes til ikke at blive skræmt af lyden fra et gevær, men med Rocky Mountain hestens gode temperament som udgangspunkt, er det ikke nogen dårlig start.

Terapi-ridning
Rocky Mountain hesten er af en sådan støbning, at den også egner sig glimrende til ryttere med helt særlige behov. Den er således en populær hest visse steder i USA til brug i handikap- og terapiridning, hvor dens rolige temperament og sikre gang gør den til et ideelt og naturligt førstevalg.

Familiehest
Rocky Mountain hesten er frem for alt en hest, der er venlig og let omgængelig. Dens gode temperament gør den velegnet som familiehest, som alle medlemmer af familien kan ride. Den er selvfølgelig kun en hest, som heste nu er – men den er alligevel noget helt særligt for de mennesker, som vælger at have en Rocky Mountain hest. Adspurgt i en større undersøgelse blandt Rocky Mountain hesteejere i USA, sagde langt de fleste, at de havde valgt hesten pga. dens temperament. På andenpladsen kom dens evne til at gå tølt, og på tredjepladsen dens alsidighed. Leder du efter en fornuftig, alsidig hest med behagelige gangarter, så er Rocky Mountain hesten måske et af de bedste bud på en hest, der har alle disse kvaliteter!

Sidst opdateret: 15. Juli 2013

loading comments...